Bobby er et eksempel på en computervirus. En computervirus er et computerprogram, som hele tiden forsøger at lave kopier af sig selv både til andre computere og til andre steder på den allerede inficerede computer. Udover at computervira bruger af computerens ressourcer som processer, harddisk og hukommelse, så er forskellige computervira også lavet mere eller mindre destruktive lige fra at give relativt harmløse beskeder til brugeren til at forsøge at ødelægge, slette eller kryptere computerens styresystem, programmer og dokumenter. Med udbredelsen er internettet er vira blevet mere destruktive og farlige, da de oftest bruges til at overtage computeren (for eksempel til at lave andre angreb), stjæle kodeord eller kryptere data og kræve løsesum for at låse op igen. Sidstnævnte er noget, der de senere år, er steget eksplosivt.

Hvordan fungerer det?

Computervira spreder sig automatisk fra computer til computer. Tidligere skete det oftest, når man delte programmer via lagringsmedier som disketter, men med internettet spredes de fleste vira gennem netværk og ved download af filer. Når en inficeret fil hentes og efterfølgende startes, aktiveres virussen.

En virus gemmer sig oftest sammen med andre eksisterende programmer (enten selvstændige programmer eller dele af styresystemet) og afvikler sig selv, når programmet startes.

Angreb og forsvar

De fleste computere er i dag udstyret med anti-virus-software, der holder øje med eksisterende vira og mønstre, der ligner disse. Det er derfor vigtigt at holde sin software opdateret. Desuden skal man være varsom med at downloade og installere programmer fra ukendte kilder. Mange styresystemer tilbyder i dag central distribution af programmer, hvor der ofte er en bedre kontrol af programmer mod ting som for eksempel virus. Man skal derfor især være opmærksom, hvis man installerer programmer fra andre steder end disse kilder.

Historie

Verdens første computervirus hed “Creeper system” og var en selvreplikerende virus, der blev skabt som et eksperiment i 1971. Den fungerede ved at fylde harddisken, så computeren ikke længere fungerede. Den første virus til hjemmecomputere var “Brain”, som blev skabt i 1986 som en kopibeskyttelse. Den fungerede ved at overskrive den såkaldte bootsektor på disketten, så computeren ikke kunne starte. To år senere kom den første internetvirus, ”The Morris”, som var et program, der skulle undersøge størrelsen af internettet ved at udnytte huller i forskellige protokoller, som for eksempel e-mail. Desværre var programmet dårligt programmeret og spredte sig derfor hurtigere end planlagt og endte med at inficere mere end 15.000 computere – eller stort set hele internettet dengang – på under et døgn.

Spillet

Bobby er en stor og klodset computervirus, der skader tre porte host modstanderen. Kortet er et aktionskort og kan derfor kun spilles, når det er din tur. Desuden er det et angrebskort, hvilket betyder, at man, når man er flere end 2 spillere, spiller kortet mod venstre (i urets retning). Når kortet er spillet, og skaden er givet, smides kortet i kortbunken.